Da jeg var barn og gik i folkeskole, så var der en skolepsykolog ansat på skolerne til at tage en snak med de børn, der havde en dårlig dag eller som havde ondt i livet 
På min skole hed han Vagn og gjorde en både god akut og forebyggende indsats 
Som lærer gennem de sidste 22 år har man skulle kigge langt efter en sådan Vagn 
Til gengæld har vi haft rigeligt med PPR psykologer, der kunne teste børnene for dysfunktioner 
Jeg har været så målløs over, at en simpel menneskelig samtale mellem et barn i mistrivsel og en psykolog/psykoterapeut ikke har været til at opdrive i et moderne “velfærds”samfund! 
Hvor blev de livgivende samtaler af – spørger jeg ofte mig selv?
Og de af jer der kender mig godt ved, at jeg ikke køber præmissen om, at børn er dysfunktionelle! For mig peger pilen nærmere i retning af et dysfunktionelt skolesystem og et hverdagsliv presset af mangel på leg, væren og god biokemi! 
Stress findes også i børn, men vi kalder alt fra ADHD, OCD, skolevægring og angst. Hvad nu hvis det “bare” var stress?
Det ville i mine øjne ændre præmissen for recovery gevaldigt at se på den biokemiske dynamik frem for (kun) at betragte det som kroniske anlæg i hjernen.
Jeg har det sidste år undervist 4 formiddag på Skolen Fri. Den tilgang af elever, vi oplever i online skolen, understøtter min pointe. Skolen er oppe på godt 400 elever på sit 3. skoleår og indskrivninger går fortsat stærkt i skrivende stund. Det er så meningsfyldt at være med til at forme en skole, som giver plads til alt det, der mangler, samtidig med at undervisningen kan foregå fokuseret og uforstyrret – helt på børnene og de unges præmisser. Og det er altid en glæde, når børnene forlader skolen, fordi de har fået overskud til at være i en fysisk skole igen og mod til at prøve kræfter med fritidsaktiviteter og nye venskaber. Sådan var deres verden ikke nødvendigvis, da de blev online elever!
Da jeg for 12 år siden startede på uddannelsen til coach og psykoterapeut, så var det fordi jeg ville være skolepsykoterapeut 
Jeg arbejdede dengang i en kommunal specialklasse og så, hvordan vi med et pædagogisk fokus på trivsel, fik direkte indflydelse på læringskurverne. Hvordan ville det så ikke gå med et terapeutisk fokus på mennesket bag eleverne?
Min konklusion er klar:
Børn er IKKE dysfunktionelle, men de REAGERER, når noget er dysfunktionelt ! 
Og jeg er så glad for, at både min forrige arbejdsplads og min nuværende kan se værdien i en “Vagn” og at jeg fik og fortsat får lov til at være skolens freelance psykoterapeut og dermed dobbeltfaglig ambassadør for børnenes, de unges og familiernes trivsel 
Og jeg er glad for, at flere og flere forældre gør op med dette og søger hjælp til deres børn og unge hos sådan en som mig (og Vagn) til de børn og unge, der er ved at blive kvalt i en dysfunktionel skoleverden, hvor man stadig tror, at det er tiden der afgør læringsudbyttet og tilbyder dem et arbejdsmiljø, som arbejdstilsynet ville give røde anmærkninger til, hvis det gjaldt en arbejdsplads for voksne.
Børn er ikke dysfunktionelle – de bærer symptomer på at noget er dysfunktionelt!
I familien, i skolen, i samfundet, i hverdagslivet!
Hjælp dem!
Jeg brænder for, at de får deres Vagn tilbage