“Denne her skal du have”
“JA….det var den vi tænkte du skulle have…”
Mere forklaring får jeg ikke.
Jeg tager imod den store firkantede gave.
Den er pakket ind i gyldent papir med små julegaver på.
Den bliver overrakt af den unge fyr, som jeg tidligere på året havde givet en meget lav årskarakter.
Helt retfærdigt
Ikke af ondskab
Men for at motivere.
Det gjorde indtryk.
Han oppede sig.
Og vi grinte lidt sammen af det.
Vi forstod begge, at han faktisk gerne ville og kunne.
Han hørte stemmen i den.
Nu pakker jeg gaven ud sidste skoledag i juni.
Frem dukker der en lyserød megafon og 4 store batterier.
Jeg bliver glad.
Griner lidt inde i mig selv af symbolikken i den fine gave.
“Det er noget af et kvantespring, du har lavet med lyd i år, Anne!” tænker jeg ved mig selv, mens jeg giver et kram fuld af taknemmelighed og smiler til resten af flokken.
Fra Høreapparats-bruger til Megafon-ejer.
SÅDAN!!
“Du har nu brug for at forstærke den lyd, der går UD fra dig
– ikke længere IND til dig.
Speak up – Step up!”
Lyder synkonicitetens lunefulde kor i baggrunden.
Hårene rejser sig på mine arme i ydmyghed over tilfældighedernes magi.
Gaven bekræfter, at jeg er på rette vej.
Det naturligvis underforstået, at intentionen var, at JEG skulle bruge Megafonen
– IKKE de unge mennesker 😉
Jeg vælger at tro, at de helt utilsigtet fik givet mig den bedste gave
Et bevis – en medalje – for min største personlige sejr i år.
At få styr på lyden
At høre med mine egne ørers kraft.
At turde tale højere og længere ud med min autentiske stemme.
Jeg har altid synes, at det både er dybt skræmmende og mega fascinerende, at få forstærket sin egen stemme.
Nu kan jeg forstærke min.
Gennem min Megafon.
Tak til I skønne unge mennesker, som jeg er kommet til at holde så uendeligt meget af <3
Jeg lover at bruge den med gode intentioner 😉