“Jeg savner juleånden” lød det fra briksen.
Det forstod jeg udemærket.
Den havde jeg også ledt efter længe.
Den havde tilmed glimret i sit fravær i årets familiejulekalender.
En anden verden, fyldt med prinser og prinsesser og dværge og onde hekse, men ikke en eneste engel var der. Det i hvert tilfælde, hvis man ikke regner den afdøde far med – grundet sit fravær af vinger og glorie!
“Juleand” skrev jeg på mit papir og smilte, mens jeg tegnede bollen over a’et.
Sproget er finurligt.
En glorie over ordet juleand og wupti, der har du så:
Juleånd!
Mens vi arbejde med at få indkredset juleåndens essens, blev dens værste fjender også tydelige.
Kvalmende materialsme
Oldnordiske traditioner
Hygge iklædt nystrøgne skjorter og glimtende gavepapir
Gaver, der skulle en tur igennem byttehelvede
Men vi fik indfanget juleånden og åbnet ind til det hjerte, der blot længes efter nærhed og kærlighed fra sine nærmeste.
Efterfølgende kom jeg til at tænke over min “julerejse”
Jeg er jo i den heldige situation, at være gift med en mand, der heller ikke er voldsomt pjattet med julen og dens mange pligter og tomme traditioner. Yder mere kommer han fra et andet land, hvor folk arbejder både d. 23. og 24. december og der absolut ikke er tradition for hverken gaver eller dansen om juletræ. Vejen til frels går ikke gennem hygge i Holland. Det går skam gennem arbejde og sparsommelighed. Og så er kirke og stat i øvrigt adskilt, så den religiøse juleånd finder du i kirken (efter arbejde d. 24. december). Desuden tager man i øvrigt på restaurant, hvis man er rig i juledagene eller laver 7 retters menuer hjemme – fuldstændig på højde med vores danske nytårsaften. Let og lækkert.
Min egen baggrund er helt traditionel. Vi bevægede os inden for forskelle mellem juleand, flæskesteg og medister juleaften. Dans om juletræet med bamser og rollatorer efter af have spist risalamande og sunget julesalmer. Gaver i overdåd – nogen hjemmelavet – nogen købt ud fra ønskelisterne.
Min absolut mest utraditionelle juleaften var i 1996 på en strand i Malaysia med 2 pakker TUC-kiks og en dårlig flaske rødvin i selskabet af en veninden og et par herreløse hund. Men der fik Juleånden frit lejde. Jeg manglede virkelig ikke noget. Oplevelsen var en gave i sig selv – pakket ind i varmt mørk luft.
Heldigvis er mine forældre rummelige og værdsætter juleånden meget højere end juleanden med al dens hurlumhaj af tilbehør og traditioner. Andre satte juleanden højere end juleånden og det kom selvfølgelig til at give gnister, da det store juletraditioners-kabale skulle gå op.
Det er nu engang en udfordring, at gå mod strømmen, rode op i traditionerne og insistere på, at der skal bolle over juleanden, for at vi har lyst til at være med. Men man kan ikke andet, når man har oplevet den på en Malaysisk strand.
Men vi har fundet vores vej – sammen i familien – alle sammen!
Der er løsnet på traditionerne – dansen er kort og frivillig. Salmerne afkortede. Desuden holdt vi af praktiske grunde for-jul med and OG ånd d. 17. december, fordi vi skulle køre til Holland d. 24. december – for at kunne fejre jul med hollandske familie d. 25. december.
Når jeg har set folks undrende blikke “jamen kør i den 24.” så har jeg svaret:
“JA, for i min verden er det og bør det være jul hver dag!”
“Hvad er det værd kun at gå op i juleånden 1 aften om året?” (har jeg stille tænkt)
Yderligere har vi i kabalelægningen forsøgt følgende:
Vi har skåret ned på udgifterne:
Vi har eksperimenteret lidt med forskellige give-gaver-til-hinanden måder.
Der var de dyre år: Alle giver hinanden – trækker kreditkortet i bund og får stress inden vi når til “sikke en voldsom trængsel og alarm”
Der var de halvdyre år: Alle børn får gaver af alle – vi 7 voksne aftaler et beløb (fx 700 kr) og så trækkes der lod om, hvem af de voksne, der skal købe en gave fra de andre 6 voksne til en værdi af 700 kr. Det gav gaver til alle voksne uden bitter smag af julestress og røde tal i banken.
De billige og lidt kedelige år: Børnene lavede selv gaver, ingen voksne gav hinanden noget og kun børnene fik gaver. Det gav god økonomi, ingen julestress, men også lidt en tam følelse under træet.
Vi har afsøgt mange veje, men der er kommet bolle over A.
Juleanden og Juleånden går hånd i hånd omkring det lysende juletræ.
Og så er det jeg tænkte…..
Så dårlig var den heller ikke – Den anden verden.
Slet ikke for et menneske som mig, der lever af og for at hjælpe folk ind i den anden (underbevidste) verden, hvor man kan forholde sig til sit livs eventyr og komme ud af det med dybe selvindsigter, et åbent hjerte og opdager, at det man længdes efter er lige omkring en. Alt man skal gøre er at tage dem i hånden.
“Hånden er hjertes forlængede arm” – stor der på min eftermiddagsthe (og prøv du bare at fjerne H’et).
Og jeg kan godt leve med, at engle ikke længere behøver at have vinger på, for at være tilstede i vores liv – for på rigtig mange måder, er de mennesker vi danser om juletræ med både engle af kød og blod og engle af ånd, som vi engang kunne holde i hånden.
Hvis du ønsker mere juleånd til næste års jul, så brug det næste år på at øver dig.
Det er jo jul hver dag i hjertet, i hånden og i ånden.
Og når det så rigtig skal fejres, så vær i god til og få snakket traditionerne igennem inden oktober står for døren, for så ruller juletoget – hurtigt.
Held og lykke med at finde din juleand og juleånd.