Jeg havde simpelthen ikke set det komme….
Det var længe siden jeg havde mærket dens kraft rulle igennem min krop.
Jeg var blevet fri af den. Fri for dens vrede, aggression, fordømmelse og skam.
Fri for projektionens kraft. Fri for det, der mest af alt ligner et forsvar forklædt som angreb.
Jeg havde været god til at gennemskue dens lunefulde eksistens og gennemskue dens budskab inden den fik rodfæste i mig.
Men ikke her. Midt i Sarajevo. På ferie med familien.
Her rullede den for fuld kraft gennem mine åre, samtidig med at jeg gik rundt i en by med ar fra en brutal krig.
Faktisk så begyndte det allerede i en naturpark i det vestlige Bosnien.
Vi var taget tidligt afsted for at kunne se på de smukke smaragdgrønne vandfald ved floden Una uden alt for mange turister til at spolere oplevelsen.
Det var smukt. Vandet flød nøgent afsted og glimtede lysende grønt i solen og lod sig falde ud over klipperne i frit fald 25 meter ned for at skumme som fråde og derefter at falde til ro og vende tilbage til den smukke fløjlsbløde smaragd farve.
Det strejfede mig, at vand kan indtage mange former og farver. Det kan reflektere spejlbilleder, det kan forstøve sig, fryse til is og flyde med strømmen. Det kan reflektere alle verdens farver, som var det selveste Bifrost.
Jeg kiggede op. Mine øjne faldt på en anden kvinde. Hun var klædt i sort. Helt sort. Man kunne kun se de øjne, der kiggede væk. Selv hænderne var dækkede af handsker. Sorte handsker.
Jeg mærkede noget bruse inden i mig. Ligesom de rolige vand faldt jeg ud over klippen og brusede af et væld af kaotiske følelser indeni.
Alt imens jeg forsøgt at afkode min egen reaktion, så kom spørgsmålene væltende fra børnene, der for første gang så en kvinde i niqab og der kom flere til…både sortklædte kvinder og spørgsmål fra børnene…“Hvorfor er de klædt sådan”……“Hvordan spiser de is”…….”Hvordan kender mændene og børnene forskel på kvinderne”….”
Jeg svarede efter bedste evne alt imens jeg mærkede at flere dele af mig var på mærkerne:
Rødstrømpen: “Det er jo kvindeundertrykkende”.
Hende der går ind for religionsfrihed: “De er i deres gode ret til at tro og klæde sig som de vil. Det er deres frihed. Mød dem med respekt!”
Mundaflæseren: “Os med et høretab kan jo ikke mundaflæse, hvad de siger. Det besærliggør kommunikationen”
Sikkerhedsagenten: “Der kan skjule sig meget under den niqab. Det kan jo bruges som en maske lige så vel som en elefanthue eller en trojansk hest”.
Psykoterapeuten: “Det vil være en spændende udfordring at kalibrer en kvinde i niqab. Alt jeg får er et par øjne, silhuetten af en kropsholdning og så stemmen. Det håber jeg faktisk sker en dag. At jeg får lov til at afkode en kvinde under den sorte forklædning”.
På det tidspunkt anede jeg ikke, at det skulle blive psykoterapeutens ønske, der blev nøglen til at få det brusende vand til at falde til ro igen.
Men her ved Una floden mærkede jeg for første gang i lang tid projektionens kraft bruse rundt i min krop og mit sind i et kaos af modstridende tanker og delpersonligheder. Ingen af dem kunne give mig svaret på, hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde.
Jeg vidste, at projektionen handlede om noget meget dybere. I mig selv.
Jeg vidste, at det IKKE handlede om kvinder i niqab, men om MIG (i niqab).
Jeg vidste, at jeg ikke ville få ro, førend jeg fandt sandheden om mig selv i den spejling, som kvinderen i niqab gav mig.
Jeg vidste, at min brusende vrede blot var et forsvar forklædt som angreb.
Jeg vidste, at nøglen til at afkode en projektion er at se sig selv dybt i øjnene og være bundærlig
Det var som om, at der kom flere og flere kvinder i Niqab. De fik min opmærksomhed. Sådan fungere projektioner. De bliver ved med at suge din opmærksomhed til sig indtil du forstår budskabet.
Som gæst i et muslimsk land var jeg det rette sted til at finde nøglen.
I Sarajevo mødte jeg mangfoldigheden i at være muslimsk kvinde. De gik alle rundt i gadebilledet. Dem med Niqab, dem med Hijab, dem helt uden tørklæde og dem med tørklædet sat dekorativt op på hovedet. Sorte, hvide, farverige og udsmykkede tørklæder. Nogle anonyme, nogle unikke.
Vendepunktet blev da jeg selv tog et tørklæde på og trådte ind i smukke Gazi Husrev-beg moske i hjertet af Sarajevo. En af børnene hviskede “her en en god og fredelig energi”.
Ja, tænkte jeg og fik sat en hårlok på plads under tørklædet, som både vores døtre og jeg bar. Her er rart og fredeligt. Også dette hus danner rammen for menneskers søgen mod at være kærlige og gode mennesker. Det gør de fleste religiøse bygninger. Det kunne også mærkes her.
Noget var lettet i mig, men jeg mødte stadig kvinder i niqab med den brusende fornemmelse i kroppen. Projektionen var stadig aktiv. Jeg vidste at det ikke handlede om hverken politiske eller religiøse holdninger, men om noget eksistentielt dybt inden i mig. Selvom alle kvinder i verden smed deres tør-klædning, så ville jeg stadig sidde tilbage med mysteriet i mig selv.
Faktisk var det først da jeg kom hjem, at brikkerne faldt på plads og den brusende fornemmelse blev til smaragdgrønt vand, der bare flyder fredeligt og roligt afsted.
Det var lørdag og jeg trængte til at tjekke ud. “Håber der er en god film i fjernsynet som jeg kan koble lidt af til” tænkte jeg og tændte for fjernsynet.
Nu er jeg ret vant til, at når jeg slapper af og giver slip, så løser tingene sig på forunderlig vis. Det gør de sjældent, når jeg prøver at kæmpe eller tvinge et svar igennem.
Denne lørdag var ingen undtagelse og mens jeg så “Sex and the City 2” og så de 4 “frie” vestlige kvinder indtage Abu Dhabi og blive reddet af en gruppe emiratiske kvinder i niqab, faldt brikkerne på plads.
Da de emiratiske kvinder i et baglokale, der dannede rammen for en hemmelig bogklub – da de smider deres niqab og deres farvestrålende designertøj kommer til syne, mærkede jeg projektionen slippe sit tag i mig og samtidig åbnede mit hjerte sig endelig for de mange kvinder, jeg mødte i sort niqab.
Jeg forstod, at mit tema handlede om at være anonym kontra at træde i karakter.
Jeg forstod, at budskabet handler om at finde balancegangen mellem at tilpasse sig en kultur uden at miste sin egen autenticitet.
Og pludselig mindes jeg en kvindes ord til mig for 20 år siden:
“Du ligner en kvinde med Niqab. Du er både anonym og har en fantastisk stærk observationsevne!”
Og gennem det sidste af sommeren falder det smaragdgrønne vand til ro i mig. Jeg fandt dyb fred i erkendelse af, at nogle gange er det smart at kunne klæde sig (energetisk) i niqab og andre gange er det nyttigt at kunne smide den og træde i karakter i farvestrålende autentisk tøj (igen i overført betydning).
For sådan er det med projektionens kraft. Den beder dig om at skabe balance i dit liv mellem to modpoler. I mit tilfælde var det mellem trygheden i at være anonym og finde modet til at træde i karakter.
Kort fakta om Projektioner:
Projektioner genkender du ved at du føler vrede, skam, jalousi, fordømmelse, peger fingre af og bagtaler andre mennesker.
Du kan opleve, at du nærmest bliver helt over-opmærksom på en personens adfærd og at dine tanker kredser om det også selvom personen ikke er i dit liv.
Faktisk er Den Gyldne Projektions Regel, at bliver et møde med en anden person ved med at aktivere voldsomme følelser i dig også 1 time efter mødet – ja så har du en projektion, du skal have kigget på. (Det gælder faktisk også de kærlige og glade følelser. Så kalder man det bare lyse projektioner 😉 )
Uanset hvad, så har den person du projektere omkring en EGENSKAB, som du skal have mere af eller mindre af for at skabe en sund balance i din psyke. (fx: du synes at nogen er for egoistiske, så skal du lige tjekke om du selv har en sund egoisme (eller om du ofrer alt for andre og negligerer dine egne behov og dit eget liv).
Husk. Det handler ALDRIG om andre, men ALTID om dig selv. og projektionens brusende kraft falder først til ro, når du har indset dette og bundærligt har erkendt budskabet til DIG.