En kvinde har modet, til at finde hjem til sig selv. Gå gennem et gammelt mørke for at finde sit nutidige lys!
En anden kvinde har evnen til at beskrive det ubeskrivelige. At fange essensens detaljer i den rejse, den der lyser har tilbagelagt.
Jeg spurgte om de vil sætte sig sammen.
Det ville de og jeg er dem begge dybt taknemmelig for deres mod og evne til at beskrive den rejse, som jeg gang på gang er vidne til, men som jeg grundet min tavshedspligt ellers ikke ville kunne dele med jer.
Her er resultatet
TAK, Gita og Julie <3
“Det var dig som foreslog, at jeg kunne tage hen til Anne.”
Gita, min veninde ligger hovedet på skrå.
“Du havde foreslået det før, men det var som om, at jeg først den dag hørte hvad du sagde.”
“Hvad sagde jeg?” Siger jeg og hælder kogt vand over et tørt tebrev, der hurtigt svulmer op.
“Du sagde, at Anne kunne hjælpe mig helt ned i celleplan i min krop, hjælpe mig med at nå ind til mig selv, så jeg kunne få det bedre med mig selv.”
Gita sidder over for mig og ligesom de mange andre gange, læner hun sig ikke tilbage i sofaen. De fede puder indgyder de fleste til at slænge sig, men Gita sidder rank, hun nikker lidt og siger;
“Jeg var nået til et sted mit liv hvor jeg ikke længere kunne forstå mig selv bedre med ord og forklaringer. I ti år havde jeg med en psykolog sat så mange ord på og skabt så meget kognitiv mening, at jeg udførligt kunne udrede mit eget reaktionsmønster, som værende et adopteret barn fra Indien.
Endvidere var jeg blevet mor, og min datter havde sat nye følelser og tanker i gang, for at blive mor betød, at jeg mærkede kaos, afmagt og frustration, alt sammen filtreret ind noget jeg i dag ved var en dyb og inderlig kærlighed til min datter, en kærlighed jeg aldrig før havde mærket. Samtidig bragte følelserne mig også sorgfulde tanker, for hvordan kunne min biologiske mor forlade mig, når jeg nu selv følte så stærke energier til min datter? Alt dette hjalp psykologen mig også med at søge afklaring på, men alligevel var der noget herinde,” Gita banker med håndfladen på sit bryst,” der forblev en knude, og når det var værst var min hals som en lukket port med små lufthuller i.”
Gita rømmer sig før hun fortsætter;
-“Det var som om, at et mørke forfulgte mig. Ikke som det mørke der kommer med natten, ikke det mørke der indhyller dig når du trygt ligger på puden, mørke som en følelse, en tilstand af at jeg kunne føle mig overvældet, overtaget af en til tider ond energi indeni.
På et tidspunkt blev jeg endda bange for mig selv, bange for om jeg i tilstanden kunne finde på at skade min datter – misbruge hende.”
Jeg mærker min uro i sædet, prøver at forstå hvad det er Gita siger, ikke at trevle hendes historie ind i min. Såret, smerten ved at erkende de følelser, der ikke kun bringer glæde ved et barns ankomst.
Gitas ord er rolige da hun fortsætter.
“Jeg er ikke flov, jeg ved, at alle mødre på et tidspunkt gennemlever frygten for, om de kan finde på at skade sit barn når man er helt derude på kanten af klippen af afmagt, skrig, manglende søvn, og hvor de store kærlighedsfølelser ikke kan slå sig ned fordi en indre storm raser.
En aften da det var allerværst og mørket syntes at overtage mig – snigende ankom det til mine følelser, da stillede jeg mig op i børneværelset, tæt på min datter som lå i sin seng. Jeg lukkede øjnene og overgav mig til mørket jeg følte indeni – jeg sagde til mørket; vis mig hvad det er som gør mig bange, kan jeg virkelig finde på at skade mit eget barn?
Jeg gjorde det fordi jeg havde fået nok. Jeg ville ikke være med til at stride med mørket mere, og gennem en indånding fandt jeg mod, helt tæt på min datter stod jeg, jeg var parat til at få besked, kunne jeg finde på at gøre hende noget?
Jeg kunne høre min datters åndedrag, fornemmede hendes små bevægelser, mærkede rummene, lydene inde i stuen, hørte mit eget åndedrag, følte mørket der omgav mig, men også det der krøb rundt inde i mig som en følelse. Så med eet tonede et indre syn sig frem, som om mine øjne befandt sig i den fjerneste ende af et træhus, helt nede ved gulvet, i et hjørne hvor træbrædderne samles, her så jeg tomheden, mørket, støvet og intetheden. Jeg så, at hjørnet var tomt, her var ingenting!”
De sidste ord siger Gita med tyngde, hun stryger et hår væk fra panden.
“Den dag i dag ved jeg ikke hvordan jeg kunne se det så klart, men oplevelsen efterlod mig med lettelse; jeg var ikke ond, jeg ønskede ikke at skade min datter. Jeg forstod, at der hvor mørket kom frem var der tomt, men at der trods alt var noget inde i mig, der styrede mig hvis jeg lod det gøre det.”
Gita sipper til sin te. Koppens guldkant forsvinder under hendes læbe, med et stille ryk sætter hun koppen med et smæld på bordpladen. Hun lægger den ene hånd på brystet, stryger rundt på silkeblusens sorte stof, en guldperle bevæger sig i takt til fingrenes strøg.
-“Så da jeg møder Anne for første gang har jeg en fornemmelse af, at jeg ikke kan nå længere ind i mig selv med ord forklaringer, og min krops fysiske reaktioner kan jeg ikke længere styre, en trykken i mit bryst har grebet sig videre om min hals.
Over for Anne, siger jeg for første gang, at jeg bare gerne vil være glad, leve frit – jeg ønsker mig, siger jeg til hende, at kunne trække vejret helt ned i maven, forstå mig selv på et dybere plan end blot med min forstand.”
“Hvad gjorde Anne?”
Gita rynker på næsen.
“Overfor Anne, hvor hun spørger ind til min historie, mærker jeg skeptisk. Kan lige pludselig ikke se hvordan hun skal kunne hjælpe mig med noget en psykolog har prøvet at udrede med mig i ti år.
Men da jeg endelig ligger på briksen med et tæppe over mig, sker der alligevel noget. Anne beder mig om at trække vejret roligt, og det er som om, at det der herefter følger hele tiden har været der, men det er først nu at jeg får adgang til at se det, fornemme det med min krop.”
Gita stopper op, hendes øjne lyser i stuens dunkle belysning, de ser ind i mine før hun fortsætter;
“Mit møde med hypnoterapien er mit møde med mig selv, dér hvor det hele starter – i min mors skød. Jeg ved det fordi, at min krop genkender alt det bløde og røde omkring mig. Trådene og blodårerne, der binder mig sammen med kvinden som føder mig. Jeg mærker udgangen, lyset, strålerne og livet, som tager imod mig. Jeg løftes og modtages af mandehænder, her er mænd i hvide kitler, instinktivt forstår jeg, at den ene mand er min familie. Rummet jeg modtages i er ladet med velkomst – jeg er ventet.”
Gita smiler med lukket mund, der er noget i hendes krop som ranker sig dets mere.
“Da jeg ser imod kvinden, som er min mor, vender hun hovedet bort. Jeg søger hendes blik, en stump af hendes ansigt, et tegn, men hovedet forbliver i skygge.
I denne tilstand af hypnoterapi er jeg som et lille barn, mærker barnets åbne følelser, alt her er nyt, ingen sorger kan nå mig, og jeg ser det hele for første gang med et barnligt blik, uden ladning af betydning, som vi voksne har det med at ligge over erindring.
Som det lille barn jeg føler mig, oplever jeg det hele nedefra, nogle kører mig fra sted til sted, indtil jeg på et tidspunkt mærker, at jeg på små barneben endelig kan stå i en tremmeseng. Jeg ser mig selv i natdragt, har endelig fået balance på mine små ben, kigger op og rundt – og jeg mærker, at jeg er glad.”
Gita smiler, holder om tekoppen, aer dens kant.
“Jeg har brugt meget af mit liv på at søge efter svar på hvorfor jeg skulle fornægtes min mors favn. Jeg har oplevet mig selv som det voksne menneske, der alligevel blev til noget, fik en lang uddannelse, skabte familie og hjem, på trods af at jeg blev revet væk fra alt kendt som spæd. Jeg har hele mit liv set mig selv som en fighter, levet på trods, selvom jeg har følt dybe svigt af både min biologiske og adoptiv-familie. Jeg har drømt om at få svar, planlagt rejser til Bangalow, hvor jeg blev født, forkastet tanken igen, forliget mig med, at jeg aldrig ville komme til at kende min oprindelige historie.
I hypnoterapien forstår jeg pludselig, at jeg ligesom andre børn er ankommet til livet med en dybfølt tillid til, at ikke blot nogle, men at noget større tager sig af mig, holder om mig, hjælper mig til at kunne møde livet. Jeg mærker, at jeg fødes med en forbindelse til mig selv, jorden og universet – verden venter i det øjeblik lige præcis på mig.
Da jeg den dag ved Anne kommer ud af hypnoterapien igen, er der noget inde i mig som er forandret.
Jeg har altid troet, at udgangspunktet for mit liv var mørkt, forbundet med svigt, afsavn – at det startede på et børnehjem med kolde hænder.
Med eet er mit udgangspunkt for hele mit liv omprogrammeret. Jeg ankom ikke til verden for at bære mørket, der var hænder og et univers som ventede på at føre mig ud i lyset.
-man kan sige, at jeg havde fået det hele galt i halsen.”
Jeg kommer til at le, Gita ser forundret på mig, hun smiler da hun forstår ordenes betydning, hun tager sig til halsen.
-“Ja, men det er dog først anden gang i hypnoterapi, at min hals bliver mere fri for smerte.”
Gitas øjne bliver mørke, hun rømmer sig, stemmen er hæs da hun fortsætter;
“Anden gang jeg er i hypnoterapi venter mørket på mig.
Jeg ligger igen på briksen ved Anne, mine øjne er lukkede og ret hurtigt mærker jeg at noget vil mig.
Der er noget i Annes stemme som giver mig mod til at udforske hvad følelsen af mørke vil mig.
Da jeg først tillader mørket at komme med ind i hypnoterapien føles det som, at mine knæ krænges ud til siden. Noget mellem mine ben fravrister sig min vilje – min ret til at sige fra.
Jeg mærker, at jeg i hypnoterapien er en kvinde og jeg befinder mig i en træhytte. Lyset fra en døråbning udfyldes af en ulv, den har fundet mig, og nu vælter den mig mod gulvet, krænger mine ben fra hinanden. Jeg mærker ikke dens tyngde eller dens indtrængen, men alle mine sanser fornemmer, at en ydre magt med vold skaber plads til sig selv inde i mig.”
Gita rømmer sig før hun siger;
“Anne spørger mig om der er andre mennesker i hytten, og med ét fornemmer jeg noget, noget jeg på en måde godt ved; jeg har tre børn og de befinder sig i hytten et sted.
Anne siger, at jeg skal fortælle ulven, at det ikke er i orden hvad den gør imod mig imens mine børn er tilstede. Det føles på en måde fjollet, kan jeg virkelig det, dette store overtag af min vilje, hvordan skal jeg sætte mig op mod det? Alligevel gør jeg det. For mit indre beder jeg ulven om at slippe mig. Slip mig, beder jeg med en følelse af at krænge noget tungt af mig. Tag hensyn til mine børn, skån dem din indtrængning på vores sted.”
Gita stopper op, den ene mundvig krænger op.
-“og så slap ulven, og for mine øjne blev den til en gråspurv.” Gitas fingre stryger igennem det sorte hår, det hvide i øjnene funkler nu i stuen.
“Oplevelsen efterlader mig med følelsen af, at jeg har levet liv før, end blot det ene jeg kender til. Jeg var den kvinde, de tre børn var mine. I hypnoterapien indser jeg, at mørket og ulven, og overtaget af min egen vilje stadig kan være den kraft jeg nogle gange har brugt imod mig selv, når jeg overhører mine egne grænser i dette liv.”
Gita smiler.
“Alle de gange jeg har holdt min mund, lukket øjnene, ikke brugt mine ord til at stoppe mennesker med at overtræde mine grænser – nogle gange skal man vise mennesker sine grænsepæle.”
Gita tager sig til sin hals.
“Det har siddet på tværs i skellet mellem min krop og mit hoved. Ordene, kraften til at melde ud hvad jeg synes der er i orden.”
Gitas øjne borer sig ind i mine, og jeg ser, at det ikke er mørke der bor derinde, men en vilje som er flyttet ind.
“Går det bedre med halsen nu?” Siger jeg og mærker at min hals føles tør.
Gita nikker.
“Men det var først efter tredje gang ved Anne, at min hals får luft til at ånde på en måde hvor jeg føler, at min krop og hoved arbejder sammen.
Endnu en gang ligger jeg på briksen ved Anne, i hypnoterapien har jeg et reb om min krop. Jeg ser, at jeg er bundet til en pæl og at der er flammer som slikker sig op af min krop. Der er ingen tvivl om, at jeg er placeret på et bål – nogle vil mig ondt. Alligevel er alt jeg mærker en ro og en dyb følelse af stilhed i mit indre, for flammernes varme når mig ikke med smerte. Da ilden er væk og bålet er slukket, svæver jeg højt op.
I hypnoterapien mærker jeg letheden i min krop, men alligevel synes noget at tynge mig ned, jeg har en følelse af, at jeg har glemt noget på jorden under mig
-Kender du det, at man er kommet afsted med en følelse af at have glemt noget?”
Jeg nikker, den følelse har altid fulgt mig.
Gita tager luft ind, fortsætter:
“Da jeg ser ned på pælen som jeg før var bundet til, lyser en kugle op i mørket. Jeg nærmer mig den og jeg tager den imellem mine hænder. Inde i kuglens lys leger tre børn på en grøn eng.
I hypnoterapien når sandheden mig med et voldsomt stød – jeg har efterladt mine tre børn på jorden efter min egen død.
Da Anne spørger om hvorfor jeg er blevet brændt, kender jeg svaret. Jeg kunne noget med min intuition, jeg kunne noget særligt for min tid, svarer jeg hende med en selvfølgelighed, imens jeg pludselig længes efter at tage vare på de tre børn, jeg for lidt siden ikke havde skænket en tanke.
Den dag vender jeg hjem fra Anne til min mand og datter med en underlig følelse i min krop. Jeg summer af fortællinger, jeg ikke kan sige højt, min krop befinder sig i et grænseland, den husker nu de tre børn jeg efterlod, mine celler vibrerer af at være afklaret, men trods alt et vemod, der synes at hjemsøge mig i det liv jeg skal leve nu.”
Gita virer med hovedet
“Jeg vil gerne koncentrere mig om hverdagen, tænke at alt er okay, men efter de tre hypnosessioner er jeg kommet så meget i kontakt med mig selv på et dybere plan, at min krop og mit hoved er forbundet på en ny og mere ren måde. Jeg forstår, at det jeg før blot forbandt med tanker nu har større kontakt til min sjæl, og jeg ved, at jeg ikke kan lade som om hvad der skete med erindring om de tre børn jeg efterlod.
Jeg befinder mig på tidspunkter af dagen i en anden verden – den anden verden og mit blik søger at finde knager i denne verden jeg kan hænge mine spørgsmål på.
Men jeg er alene med følelsen, og da jeg en aften sidder alene hjemme får jeg en trang til at se den gamle film Raising Helen. Det er den amerikanske film om at tage sig af børn, der har mistet sine forældre, og jeg er som draget mod scenerne, og i takt som filmen folder sig ud triller tårerne ud af mig.
Dybt nede i min hals åbnes der op for en hulken, og jeg græder med en lyd som først gør mig bange fordi jeg ikke kender dens røst, men der er nu endelig plads i min strube, og min gråd snor sig ud af mig i en strøm, og i al min opløsning ankommer en viden; dette er min sjæl som endelig græder over de tre børn jeg efterlod i et andet liv.
Da der ikke er mere lyd og flere tårer tilbage bliver der stille i min stue.
Der er noget i rummet, noget i mig som har fået plads. En trækvind har taget noget gammelt med sig, som om tårerne jeg lige har grædt hørte en fortid til, men at de har gjort det lettere for mig at være med det er lige nu.
Jeg har denne her følelse af” -Gita gnider sin tommel og pegefinger – “at jeg har jordforbindelse, at jeg hører til – lige her.
Jeg sidder i stuen og kan endelig mærke at mit bryst har plads til mig. Mit åndedrag er let, jeg har en klar bevidsthed på natten udenfor, lydene, blæsten som skubber bladene rundt på de kolde sten ude på terrassen. Lige her hvor jeg sidder i min stue, er der i dette øjeblik intet ondt som kan nå mig – jeg er blevet fri for gamle lænker, med tårerne har et mørke sluppet sit stramme greb.
Nogle aftener senere ligger jeg med min datter i hendes seng og jeg mærker igen, at der har indfundet sig en større klarhed i mit sind. Det er min datters sengetid og jeg har læst en historie for hende, nu holder jeg om hende, kan mærke hendes lille hjerte under nattrøjen og min egen ro.
Jeg hører lydene i huset, min mands rumsteren, udenfor sender blæsten blade mod ruden, og jeg mærker at lige nu, lige her, ligger jeg det helt rigtige sted.
Med min datter imellem mine arme lukker jeg nu øjnene, følger vores åndedrag, mærker at min krop føles åben, som om at jeg er forbundet til noget større. Og da ser jeg for mit indre blik alle kvinderne jeg nedstammer fra, de synes at ligge bag mig, holder om min ryg, og jeg mærker en dyb bevidsthed af, at jeg nedstammer fra alle disse kvinder, årer af blod, rødder og en større mening binder os sammen. Min datter er den næste kvinde i rækken, og selvom jeg aldrig har kendt kvinderne i min biologiske familie, har jeg i dette øjeblik en tro på, at de er forbundne med mig, og min datter er som den port der har givet mig adgang til dem.
Fødslen af hende, min egen spirende bevidsthed på et mørke som ville mig noget – den havde en fortælling jeg skulle høre, og til sidst i hypnoterapien ved Anne, som gjorde mig i stand til at forstå min egen historie på et dybere plan, giver mig denne aften en følelse af at være kommet hjem. Ikke ment som at jeg færdig med at lære, undersøge og udvikle mig til den kvinde jeg er og gerne vil være mere af, men mere som at barrierer er brudt ned.”
Gita holder pause, jeg stopper med at skrive, der bliver stille i rummet, det er som at rummet imellem os puster ud.